
De store kondorer i Colca Canyon
Tidligt denne morgen skal vi et stykke tilbage mod Chivay for at komme på broen over Colca-floden, som skærer sig gennem landskabet dybt under os. På Colca-dalens sydside er der flere steder udsigt til de terrasser, som inkaerne anlagde for 500-600 år siden på dalens skråninger - og som bruges den dag i dag til dyrkning af kartofler, korn, majs etc.
Peru
Hovedstaden i Peru er Lima.
Befolkningstal: Ca. 30,2 mio.
Areal: Ca. 1.285.216 km2
Afstand fra Danmark: Ca. 10.535 km
Største turistattraktioner: Machu Picchu samt Cuzco
Mere information:
Mirador Cruz del Condor
Vi følger floden længere ind i dalen på en smalle grusvej, der blev anlagt så sent som i 1980 og skal helst være fremme ved udsigtspunktet Mirador Cruz del Condor før kl. 10, hvor muligheden for at se kondoren med verdens største vingefang på over tre meter er størst. Fremme ved udsigtspunktet er her allerede en del mennesker, der spejder ud over dalen, som nu er blevet så smal og dyb, at den er en kløft. Colca Canyon er blandt verdens dybeste kløfter med 3.191 meter. Kløften er over dobbelt så dyb som Grand Canyon i USA - hvilket sætter dimensionen i perspektiv. Vi venter en tid og spejder ud over Andesbjergene verdens længste bjergkæde på mere end 7.000 km. som strækker sig uafbrudt ned gennem Sydamerikas vestlige del fra Colombia gennem Ecuador i nord til Bolivia og Chile i syd. Ingenting sker.
Kondoren - kongen af Andesbjergene
Langsomt har solen opvarmet luften nede i kløftens dyb, og pludselig ser vi en lille sort plet stige til vejrs på de opadgående termiske vinde godt en kilometer under os. Der peges og hviskes. Hvor blev den af? Så er kondoren der atter - kongen af Andesbjergene - og glider lydløst hen over vores hoveder og forsvinder længere ind i Colca-dalen i søgen efter føde. Denne mægtige fugl, der i naturen kan blive op til 60 år, kan veje op til 15 kilo og lever af ådsler. Den dræber ikke sit bytte og kan ikke gribe et bytte med sine klør, som f.eks. en ørn. Den kan flyve 250 km om dagen i over 5.500 meters højde. Andeskondoren får en unge ad gangen, som fodres med opgylp i to år, før den selv kan spise ådsler. Når den er ni år gammel er den kønsmoden. Et kondorpar holder sammen hele livet og det siges, at dør den ene, flyver den anden højt op for at lade sig falde til joden for også at dø.
Den perfekte fotomulighed
En skygge glider lavt hen over hovederne på os. Kondoren er vendt tilbage. Den svæver lydløst i en cirkel foran os - som om den er klar over, at vi er næsten hundrede mennesker som gerne vil fotografere den. Så glider den længere ind i kløften og vi ser den ikke igen.
Et stop i landsbyen Maca
Vi kører samme vej tilbage og stopper ved den lille landsby Maca, hvor vi ser landsbykirken, der trods byens ringe størrelse er imponerende rigt dekoreret. Uden for kirken kan betalingsvillige turister blive foreviget med en stækket ørn på skulderen, en indianer i folkedragt sammen med en lama! Igen er her mange souvenirboder. Har man lyst, kan man også smage frisklavet pisco sauer fra en af boderne, hvilket flere prøver.
La Calaras varme kilder i Chivay
Tilbage i Chivay handler vi i byens autoriserede alpaca-uld forretning. Her er varen med garanti ægte. Så slippes vi løs på byens markedsplads og mødes senere for at bade og få opløst eventuelle infiltrationer i de 38 grader varme, svovlholdige kilder La Calaras i udkanten af byen.
I morgen går turen igen over højsletten Altiplano mod Puno og Titicaca-søen.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser