Pingvinerne ved Otwaybugten og frokost på en estancia

Magellanpingvinerne ved Otwaybugten

Vi er i dag kørt fra Punta Arenas og følger hovedvejen nordover mod Puerto Natales, da vi skal helt til Torres del Paine National Park. Men vi drejer fra og ind på en 30 km. lang grusvej, som leder frem til bugten Seno Otway, der har forbindelse til Magellanstrædet og Stillehavet. Her har Magellanpingvinerne slået sig ned med en koloni på op mod 6.000 individer, når de er flest. Men her midt på formiddagen er de fleste allerede svømmet til havs for at fouragere. Magellanpingviner bliver 25-30 år gamle, og han og hun holder sammen hele livet. De vender normalt altid tilbage til det sted de er født. De tager hele turen gennem Magellanstrædet fra det sydlige Brasilien og Falklandsøerne i slutningen af september og graver deres reder i jordhuller. De to æg som lægges, udruges på skift i november. Hver ottende time svømmer den ene efter mad og kan dykke ned til 35 meter. Allerede i januar/februar er ungerne så store, at de begynder at svømme. I begyndelsen af april er de fleste draget til havs igen på deres lange rejse.

Gangstier beskytter pingvinerne

Ved Otwaybugten er her indhegnede gangstier, som skal følges for ikke at forstyrre pingvinerne unødigt. Men det lader til at de små dyr, som vralter rundt i kjole og hvidt, er vant til de mange nysgerrige blikke og ænser os næsten ikke. Tæt på stranden er opsat et fugleskjul, hvor man i ro og mag kan iagttage de voksne pingviner og de fede, dunede unger, der er samlet på stranden. Gangstien på 1.800 meter snor sig gennem det flade landskab og undervejs er her et lille tårn, hvorfra man kan se en flok flamingoer i en nærliggende vig.

Frokost på Hosteria Rio Penitente

Tilbage på hovedvejen har vi en lang køretur foran os ud over den flade, golde ørkensteppe (pampas). Her er det hovedsageligt får, som kan leve af den sparsomme bevoksning. Dette er Patagoniens tyndest befolkede område og her er mange kilometre mellem fårefarmene - de såkaldte estancias - som engang besad enorme jordarealer. I området Rio Verde kører vi ind på en sådan estancia - Rio Penitente - der tidligere havde et stort fårehold, men i dag er her blot nogle få lamaer samt heste.

Masser af mad

Mariette Cruzat de Dick driver stedet som hosteria for turister, der kan komme og se hvorledes de rige uldbaroner boede under uldboomet ved indgangen til 1900-tallet. Mens frokosten gøres færdig, serveres en pisco sour og vi kan betragte husets fine møblering. I spisestuen er der dækket fint op og vi får en særdeles lækker frokost serveret.

Puerto Natales

Først på eftermiddagen er vi fremme ved havnebyen Puerto Natales, der er nærmeste by til Parque Nacional Torrers del Paine. Det er her man får de sidste forsyninger, før man besøger nationalparken og vi får en times tid til at gøre egne indkøb og se lidt af byen.
Da de første europæere kom hertil, mødte de kawesqar-indianerne, der antageligt havde levet her i mange tusinde år. De største grupper af indvandrere var tyskere, englændere, walesere, skotter, kroater, grækere, italienere og spaniere. Da var det fåreavl og uld der var den førende indtægtskilde. I dag spiller turismen en vigtig rolle for den lille bys økonomi.

Et fortidsdyr i gadebilledet

Vi besøger byens centrale plads Plaza de Amas og ser på vejen en model af fortidsdyret milodon, hvis velbevarede skind blev fundet i 1895 i en grotte ikke langt fra byen - Cave del Milodon - der har givet navn til dyret.
Puerto Natales er naturligvis præget af de mange turister på vej til nationalparken og på "hvert gadehjørne" findes souvenirbutikker.
Der bliver også tid til et stop ved fjorden, hvor bl.a. sorthalset svaner og andre svømmefugle fouragerer.

Ind i Torre del Paine National Park

Efterhånden som vi nærmere os dagens mål ser vi Andesbjergenes dramatiske bjergformationer rejse sig majestætisk i horisonten. Ved indkørslen til Torre del Paine National Park ordner vores lokale guide de nødvendige formaliteter og vi kan fortsætte ind mod nationalparkens spidse toppe. Her ser vi de første guanacos (lamaart) og den særlige strudseart nandu (også kaldt rhea). Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved Hotel Los Torres, der er vores dejlige base til de næste dages vandreture i nationalparken Torre del Paine.